BLOG

14.09.2017

DIY: Fint og nemt planteophæng

Som lovet kommer her opskriften på verdens nemmeste planteophæng. Fremgangsmåden er super simpel og resultatet ligner overraskende meget dem du finder i boligkatalogerne.

I weekenden viste vi her på bloggen hvordan du kan lave dine egne bæredygtige, selvvandende urtepotter. Mange af jer læsere har siden efterspurgt en guide til, hvordan vi har lavet de planteophæng, som urtepotterne hænger i på billedet. Her kommer den – rigtig god fornøjelse 🙂

DET SKAL DU BRUGE:

  • Snor – Mange forskellige former for kvaliteter og farver kan bruges, alt efter hvilket udtryk du ønsker dit ophæng skal have – måske du har en rest liggende i gemmerne, som kan få nyt liv i denne forbindelse.
  • En krog eller en ring som ophænget bindes rundt om, og efterfølgende hænges op i.
  • Et målebånd.

SÅDAN GØR DU:

1: Først måles ti meter snor op, som efterfølgende klippes over i fire stykker på hver 2,5 meter.

2: Snorene trækkes igennem ringen og der bindes en knude, så otte ca. lige lange stykker hænger ned. Det er lettest hvis ringen er fastgjort til eksempelvis et dørhåndtag i resten af processen.

3: Nu bindes snorene sammen to og to, så der ender med at være fire små knuder på række, som vist på billede 1.

4: Herefter gentages processen, og antydningen af et lille net begynder at kunne ses, som det fremgår af billede 2. Når ophænget har den længde som passer til din urtepotte, samles alle snorene og en knude bindes i bunden – du vælger selv hvor meget af snorene du vil lade hænge, eller om du vil trække perler på eller lignende – også her er det kun fantasien der sætter grænser 🙂

Vupti! Så har du lavet dit eget planteophæng. De kan varieres i en uendelighed, kombineres på kryds og tværs, og børn kan også være med – det er bare at komme i gang!